Betaler du for meget?

Reboot/detox i 5 dage

IMG_2253

Foto: Signe Eurén

Som før nævnt, er der masser af inspirerende dokumentarer på Netflix, og jeg så en kaldet “Fat, sick and nearly dead” af Joe Cross. Han var overvægtig og tog en masse piller hver dag for alverdens sygdomme. Han besluttede sig for at lægge sit liv om og startede med kosten.

I 30 dage levede han af hjemmepresset juice af frugt og grønt og intet andet. I de næste 30 dage måtte han også gerne spise frugt og grønt i fast form. Han fik mere energi, gik lange ture og blev normalvægtig og kunne slippe sine piller. Det var helt fantastisk at se!

Man følger ham hele vejen på hans reboot/detox, og han tager rundt i bl.a. USA, fordi som vi alle ved: De er glade for fastfood og kendte for at være overvægtige. Han laver nogle juices som han giver smagsprøver på, og langt de fleste kan faktisk lide det.

Ikke lang tid efter købte jeg mig en saftpresser, og i lørdags fyldte jeg hele køleskabet med økologisk frugt og grønt. Det føltes skønt, men kostede da 370 kr., og jeg kan se, at der ikke er nok til resten af dagene, så det er en lidt dyr affære, men forhåbentlig det hele værd.

Nu er jeg på dag 3 ud af 5. Første dag gik godt indtil aftenen nærmede sig. Jeg havde virkelig krise! Jeg var sulten og havde lyst til at spise alt. Jeg så og hørte om mad overalt… Meget tarveligt!

Anden dag gik utrolig let ifht. hvad jeg havde forventet. Jeg var endda i biografen, hvor alle fristelserne er samlet på ét sted. Damn, hvor duftede de popcorn godt! Jeg var ret sulten om eftermiddagen og ved midnatstid, men der skal man jo også ligge og sove, så det er jeg nødt til at ignorere.

Jeg føler mig en del udsultet, og jeg er usikker på, om det er meningen. Jeg er jo ikke fed, syg og næsten død, så derfor gælder der nok lidt andre regler for mig – i hvert fald, hvis jeg skulle gøre det i 60 dage. At være sulten i 5 dage skader nok ikke nogen – der findes jo også fastekure.

Joe Cross har lavet en 5-dages plan med opskrifter, og man skal drikke en regnbue hver dag, står der. Om morgenen drikker jeg først et krus kogt vand med citron, derefter en orange, til frokost en grøn, eftermiddagssnack er grøn eller rød, aftensmad er grøn, dessert er lilla eller orange og ved sengetid skal jeg drikke urtethe, fx med lakridsrod, mmm. Jeg er er IKKE fan af de grønne… Det er måske fordi jeg var nødt til at købe savoykål i stedet for grønkål. Man må gerne skifte kål ud med spinat, så det gør jeg nok.

Selvom det er hårdt, kan jeg anbefale det! Tjek Joe Cross ud her!

 

Kilde: rebootwithjoe.com

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Betaler du for meget?