Ups, petroleum på læberne…

Foto: Signe Eurén

Foto: Signe Eurén

Her går jeg og prøver at være mere miljøbevidst, bæredygtig og sund.

Og så smører jeg petroleum på læberne hver eneste dag. Siden teenageårene har jeg nemlig brugt vaseline som læbepomade. Jeg har ikke tænkt videre over det – tror egentlig, at jeg anså vaseline for at være et naturligt og ja, neutralt produkt. Ganske vist stinker det af petroleum, men det reagerede Signe her åbenbart ikke yderligere på…

Om vaselinen har været specielt god eller effektiv, ved jeg egentlig ikke. Jeg oplever stadig at have tørre læber igennem længere perioder på trods af vaselinen. Måske på grund af vaselinen?

Derfor besluttede jeg mig for i dag at tage et smut i min lokale helsebutik. Vi talte om dét med at være afhængig af læbepomade, fordi læberne altid synes at være tørre, og man bare smører på og smører på.

Jeg fortalte, at jeg plejer at bruge vaseline, og ekspedienten så ikke så fornøjet ud. Hun fortalte mig, at vaseline ikke er så godt, for der er petroleum i. Ups…

Hun viste mig derefter et stort udvalg af læbepomader – med duft, farve og diverse økologiske ingredienser. Kig efter ingredienser som sheasmør og olie af jojoba eller mandel. Sheasmør beskytter, og olien blødgør læberne.

Jeg valgte en pomade fra Benecos, da jeg i forvejen har make-up af mærket – og den dufter dejligt af citrus, der passer til min parfume, også købt i helsen.

Hvad koster sådan en sag? Den kostede 26 kr. – meget normal pris for den slags, så undskyldningen “øko er for dyrt” holder altså ikke altid 😀

Vaseline no more!

Husk at det kan trækkes fra!

Foto: Signe Eurén

Foto: Signe Eurén

Nu er det jo snart tid til at få eller betale penge tilbage i skat, så derfor kom jeg til at tænke på en ting.

Vil du gerne støtte diverse organisationer, men synes ikke, du har råd til det?

Hvis du er betalende medlem af en række velgørenhedsorganisationer eller blot har doneret i ny og næ, så husk, at du kan trække beløbene fra i skat. Det gælder også støtte til fonde, stiftelser, institutioner og religiøse samfund. Der er ingen nedre grænse for beløbet, men du kan højst få fradrag for 15.600 kr. her i 2017.

Skriv det ind i din opgørelse på SKATs hjemmeside 🙂

Jeg opdagede selv for nogle år siden, at det ikke var alle velgørenhedsorganisationer, det gjaldt. Derfor har jeg fundet denne liste over de godkendte foreninger. Den er ikke specielt brugervenlig, synes jeg, men håber det går.

Derudover gælder det ikke at købe tøj og ting i genbrugsforretningerne. Det kan desværre ikke trækkes fra.

Se mere på SKATs hjemmeside HER.

 

Hvordan hænger Netflix og miljø sammen?

Foto: Signe Eurén

Foto: Signe Eurén

Man trykker bare play og tænker ikke videre over det. Man er underholdt og chiller. Hvad kan der være af problemer med det?

Desværre er der jo et apparat og business bag alt, og Netflix er ikke en undtagelse.

Det kræver meget energi at kunne gemme og streame alle de data, vi gør brug af hver dag, og Greenpeace har kæmpet for, at internetgiganter skal investere i bæredygtige energiløsninger. Til min store overraskelse er Facebook, Google og Apple faktisk gået i spidsen for det. Way to go!

Men Netflix, der er verdens største streamingtjeneste, er ikke kommet med på bølgen endnu. Derfor har Greenpeace startet kampagnen “Gør Netflix grøn”. Læs mere og skriv under med din email HER!


Hvad med de andre tjenester?

På samme side har Greenpeace lavet et skønt overblik over hvilke beskedapps og musik- og videostreamingsapps, der satser på ren energi. Elsker Greenpeace og deres simple måder at stille tingene op på. Jo, ganske vist er der lige lovlig drama på drengen til tider… Skræmmekampagner kan man blive lidt træt af. Tror desværre, at mange ser Greenpeace som den lille skrigende tøs, der ikke får sin vilje – og derved mister respekt og tillid til organisationen.

Men jeg tror, at jeg har det sådan, at man ikke kan tillade sig IKKE at tro på det. Det ville være ignorant og arrogant, tænker jeg. Jeg tror på, at opgørelser som denne over streamingtjenester passer.

For at fremhæve nogle tjenester, kan jeg sige, at Twitter, SoundCloud og HBO har fået de røde sidstepladser i deres respektive kategorier.

Hvilke tjenester kan man så bruge med god og grøn samvittighed? Instagram, Apple Music og YouTube.

Få fuldt overblik på Greenpeaces hjemmeside!

 

Kilde: Greenpeace.dk

Fertilitetsproblemer pga. hygiejnebind?

Foto: Libresse.dk

Foto: Libresse.dk

Old news for nogen, men jeg vil nævne det alligevel.

For et års tid siden hørte jeg om parfume og andre kemiske stoffer i hygiejnebind. Man skulle tro, at det var løgn, eftersom det ligesom er noget, man skal have ved et af de mest følsomme steder på kroppen – og vigtigste steder.

Men ikke desto mindre er det rigtigt.

Nogen vil sikkert mene, at jeg er mega oldschool og vildt ubæredygtig, fordi jeg stadig bruger bind og ikke er gået over til menstruationskoppen (aka “LadyCup”) endnu. Koppen er ellers 100% win-win! For kun 160 kr. kan du få en OrganiCup, som altså er økologisk, kan bruges i op til 8 timer ad gangen og kan holde i op til 10 år :-O

Koppen er det mest optimale valg i forhold til miljø, og den skulle faktisk være ret genial i aktion. Jeg overgiver mig nok snart til den – måske et kommende projekt in the name of the blog? 😛

Men tilbage til bind…

Imens jeg overgiver mig til koppen, vælger jeg bind uden parfume og andre skadelige stoffer. Jeg har igennem længere tid købt Änglamark, men ellers har jeg altid brugt Libresse. Hvis der er andre, der heller ikke lige har givet sig hen til koppen endnu, kan I kigge med her.

Bind kan, ud over parfume, indeholde klorrester, tungmetaller og sprøjtemidlet glyphosat. Tænk.dk skriver, at man ikke behøver at bekymre sig så meget om kemien, da det forekommer i så lille en grad. Jeg vil nu undgå det alligevel.

“Hvorfor er det så vigtigt at undgå parfume og kemi?” tænker du. Det er det, fordi du kan risikere at udvikle parfumeallergi, og det har man resten af livet. Der er ifølge Greenpeace fundet videnskabeligt bevis på, at der er sammenhæng mellem de kemiske stoffer (som også findes i vores tøj, madprodukter og husholdningsprodukter) og fertilitetsproblemer, kræft, adfærdsproblemer m.m.

Se en fuld oversigt HER, hvor man har rangeret mærkerne efter indholdet af kemi. De bedste har naturligvis fået et grønt mærke, de mindre gode et gult og dem, man bør undgå har fået et rødt mærke. Heldigvis og til min overraskelse har langt de fleste et grønt mærke, nogle få er gule og kun ét er rødt. Jeg har her plukket de mærker, jeg tror, er mest udbredte:

Grøn: Änglamark, men faktisk også et mærke i den helt anden grøft, nemlig Budget Bind
Gul: Libresse Ultra Thin
Rød: Always Ultra med parfume

En Googlesøgning viser, at synderen er Always. Jeg kan læse mig frem til, at de i december 2015 stoppede med at have parfumerede bind i Danmark, men de sælger stadig trusseindlæg med duft. Til at starte med var det ikke tydeliggjort på pakkerne. Mange skulle have haft held med at få pakken byttet til en uden parfume. Blot fordi Always ikke har dem i Danmark mere, kan det være, at de stadig forekommer i butikker, som importerer fra andre lande.

Hvis man vælger bind, der har Svanemærket, skulle man være safe ift. parfume. Astma Allergi-forbundet har udviklet en smart app KEMILEX, hvor man kan slå produkter op og tjekke dem for kemi. Læs mere om den HER.

Jeg kunne gå meget mere i dybden, men jeg vil holde det kort og informativt, så det er nemmere at træffe nogle bedre valg.

Ta’ lige en sniffer, hvis du har Always liggende 😀

 

Kilder: tænk.dk, astma-allergi.dk, madogliv.dk

Så er Win-Win på Instagram!

instagram-logo-vector-download

Foto: seeklogo.net

Bloggen har nu taget skridtet videre og kan findes på Instagram på navnet winwinblog.

Jeg håber, at I vil klikke ind og følge mig 😀

Hver gang jeg laver et indlæg, kommer der en opdatering på “Insta”. Der vil være et hav af hashtags, så budskabet om en mere bæredygtig livsstil bliver spredt.