TOP 50 Bloggere – Spar i hverdagenSparPedia's Saving Blog Awards

“Be the change that you wish to see in the world” – Ghandi


Jeg har en kærlighed til miljøet, og jeg mener, at det skal være nemmere for os alle at passe på vores planet. Med denne blog vil jeg sætte fokus på måder at gøre det på, som samtidig gavner din økonomi i størst mulige omfang. Derfor mener jeg, at bloggens navn “win-win” rammer plet.

Her på bloggen kan du følge min overgang fra almindelige produkter til økologiske. Selvom jeg stort set hele mit liv har gået i genbrugstøj (på nær de kritiske teenageår), har jeg ikke altid været så bevidst om at være bæredygtig. Det er først inden for de sidste 2-3 års tid, at det har vokset på mig.

Jeg startede bloggen, fordi jeg følte, at der manglede en guide til hvordan jeg, “det almene menneske”, kan være med til at gøre en forskel – uden at tabe pusten. Jeg begyndte at lægge mærke til mine egne vaner og fandt ud af, at jeg faktisk allerede gjorde mange bæredygtige ting. Det var bare vaner, som jeg ikke tænkte over. Så skrev jeg dem ned én efter én og lavede siden Guide og sparetips. Langsomt startede jeg med at udskifte de almindelige bananer med de økologiske, så opvaskemidlet, rengøringsmidlerne…

Det behøver ikke være svært eller dyrt.

Bloggen vil langt det meste af tiden handle om miljø og sparetips, men kommer også til at afspejle, hvad jeg går med af forskellige overvejelser og observationer.

Mange af de politiske beslutninger er alt for kortsigtede og har store konsekvenser for fremtiden. Der bliver konstant talt om vækst, men det er ikke den rette vækst. Vi skal altså ønske os vækst i livskvalitet – også fremadrettet. Jeg vil ikke tale meget om politik, men nævne det af og til – især i forbindelse med underskriftsindsamlinger og breakthroughs inden for det bæredygtige movement!

Jeg håber, at jeg med denne blog kan inspirere andre til at være med mig 🙂

Forskellen starter med os selv!